19. juni 2020

Ny bog skaber fælles videngrundlag om lokal håndtering af regnvand

klimatilpasning

Bogen 'Regn med mere' skaber et fælles videngrundlag om lokal håndtering af regnvand i byens landskab. Den bygger på 15 års forskning i og praktisk erfaring med landskabsbaseret klimatilpasning og er skrevet af tre forskere fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning. Bogen skal bruges til undervisning og kan også lette det nødvendige samarbejde på tværs af professioner.

Ny grundbog i regn

Det kniber med plads i kloakken, og lokal afledning af regnvand (LAR) er en oplagt løsning. Her efterligner man nedbørens naturlige afstrømning og finder plads til vandet i byens landskab. Samtidig anerkender LAR regn som en ressource, der kan skabe merværdi, f.eks. bedre rekreative områder og bedre vilkår for naturen. En ny bog dokumenterer, hvordan man bedst griber opgaven an.

'Regn med mere – Lokal håndtering af regn i byens landskab' er en grundbog i håndtering af regnafstrømning ved hjælp af byens landskab. Den er skrevet af Marina Bergen Jensen, Antje Backhaus og Ole Fryd fra Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning på IGN og netop udkommet. Alle tre har siden 2007 beskæftiget sig intensivt med LAR, både videnskabeligt og i praksis, og ofte i fælles projekter i Danmark og udlandet.

De tre forfattere i et regnbed ved IGN
De tre forfattere i et regnbed ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning. Fra venstre: Antje Backhaus, Ole Fryd og Marina Bergen Jensen. Foto: Liv Løvetand.

Bygger bro mellem professioner

Bogen bygger bro mellem landskabsarkitekter, ingeniører, miljøkemikere, biologer, byplanlæggere og andre, der arbejder med klimatilpasning og bæredygtig byudvikling. Ambitionen er at skabe et fælles videngrundlag og samtidig inspirere til udvikling af fremtidens løsninger. Indholdet dækker alt fra definition af LAR-elementer til dimensionering, måling af jordens hydrauliske nedsivningsevne, håndtering af vandets kvalitet og fremme af biodiversitet til drift, totaløkonomi og merværdibetragtninger.

Afsæt for undervisning, samarbejde og udvikling

Grundlaget for bogen er 15 års forskning i og praktisk erfaring med landskabsbaseret klimatilpasning. Marina Bergen Jensen, der er professor i klimatilpasning på IGN, konstaterer, at det har været udfordrende at komprimere det hele ned til fire kapitler og godt 200 sider.

"Nu står vi til gengæld med en bog, hvor både forskningsdybden og den bredere kontekst er på plads. Jeg ser bogen som et fundament for vores fremtidige undervisning og efteruddannelse og mener også, at det nødvendige samarbejde på tværs af professioner kan blive lettere, fordi bogen belyser alle de centrale problemstillinger omkring design, vandkvalitet, dimensionering og merværdi. Jeg håber, at det engagement, vi som forfattere har ift. arbejdet med byens vand, skinner igennem og giver læserne inspiration til at kaste sig ud i udviklingen af fremtidens løsninger," siger Marina Bergen Jensen.

Teknik, design og erfaringer i samspil

Medforfatter Antje Backhaus glæder sig især over, at bogen forbinder de vigtige tekniske aspekter af regnvåndshåndteringen med designaspekter og erfaringer fra praksis.

"Alle vores egne erfaringer og faglige styrker er samlet i bogen og giver et godt helhedsbillede af regnvandshåndtering i byen. Samtidig kan bogen bruges som et opslagsværk, når man leder efter et konkret svar. Vi er under pres for at ændre den aktuelle praksis, og jeg tror på, at vores bog kan være et centralt hjælpeværktøj i denne proces," siger Antje Backhaus, som er landskabsarkitekt, ph.d. og tidligere medarbejder på IGN.

Første forskningsbaserede overblik

Bogen er skrevet, fordi der har manglet en samlende forskningsbaseret kilde om LAR i Danmark, forklarer Ole Fryd, lektor i byplanlægning på IGN.

"Man har skullet lede efter sporadisk viden i en lang række forskellige rapporter. De udenlandske fagbøger, der findes, er relativt svært tilgængelige og typisk ikke på omgangshøjde med niveauet i Danmark. Det har vi forsøgt at råde bod på. Bogen kombinerer faglig bredde og dybde inden for grønne klimaløsninger. Samtidig er den fyldt med praktiske eksempler og en masse illustrationer, der kan klæde én på til opgaven," siger han.

Om bogen

Bog ’Regn med mere – Lokal håndtering af regn i byens landskab’

'Regn med mere – Lokal håndtering af regn i byens landskab' er på 210 sider og udgivet af forlaget Grønt Miljø. Forlagspris: 387,50 kr. Køb den på Dag.dk webshop.

Emner