Se nyhedsbrevet i browser
 
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 2 - 2023  
 

Viborg og Silkeborg er bedst til atrieflimren

 
 

Patienter med atrieflimren er i gode hænder på regionshospitalerne i Viborg og Silkeborg. Dagens Medicin har for andet år i træk kåret de to hospitaler som Danmarks Bedste til atrieflimren.

Det glæder specialeansvarlige overlæge Lars Frost fra Diagnostisk Center i Silkeborg og ledende overlæge Dorthe Svenstrup fra Hjertesygdomme i Viborg.

- Det er altid sejt at blive Danmarksmester – men det er endnu sejere at holde niveauet. Så det kan vi godt være stolte af. For det er netop den lange, vedvarende og dedikerede indsats, som har kendetegnet indsatsen i både Viborg og Silkeborg, vurderer Dorthe Svenstrup.

Atrieflimren er også kendt som forkammer-flimren og mærkes typisk ved hjertebanken, åndenød og træthed. Cirka 140.000 danskere lider af atrieflimren, og en stor del af dem har gennem årene oplevet at måtte indlægges flere gange i forbindelse med deres anfald.

Derfor valgte både Silkeborg og Viborg helt tilbage i 2012 at sætte ekstra fokus på netop patienter med atrieflimren og oprettede særlige klinikker for at sikre en bedre og mere ensartet behandling. Og det er den indsats, der nu også kan aflæses i tallene og dermed fører til kåringen som landets bedste.

Læs hele historien på hjemmesiden
 

Fertilitetsrådgivning storhitter i Skive

 
 

Et nyt tilbud om tidlig fertilitetsrådgivning har vist sig at være efterspurgt. Allerede efter de første to dage var alle tider frem til sommerferien booket, og 115 står på venteliste.

- Det ser ud til, at vi har ramt et behov, konstaterer klinikchef Helle Olesen Elbæk her to måneder efter, at det nye tilbud om tidlig og forebyggende fertilitetsrådgivning til yngre kvinder, mænd og par åbnede på Fertilitetsklinikken på RH Skive.

24 par og enlige har i løbet af tilbuddets første måneder været til konsultation for at få en fornemmelse af deres fremtidige muligheder for at få børn.

- Og ind til videre har vi mødt vidt forskellige situationer. Nogle har haft fine muligheder, mens vi har været nødt til at rådgive andre om, hvordan de eventuelt kan forbedre deres muligheder, eller forberede dem på, at de skal bede deres læge om en henvisning til fertilitetsbehandling, når de engang får lyst til at få børn, siger Helle Olesen Elbæk.

Læs mere på hjemmesiden
 

Ny skanner landede på RH Silkeborg

 
 
Bedre billeder til udredning af patienterne, effektiv drift og større komfort for patienterne under skanning. Det er nogle af gevinsterne ved den nye MR-skanner, som kort før jul ankom til RH Silkeborg.
  
Forud for skannerens ankomst er der blevet bygget om på hospitalet for otte millioner kroner for blandt andet at skabe plads til skanneren og sikre den nødvendige bærekraft i gulvet til den knap fire tons tunge skanner.
Læs mere på hjemmesiden

Nye lænestole bliver en aktiv del af patienternes behandling

 
 
60 nye lænestole er på vej til en række sengeafsnit i Viborg og Silkeborg. Lænestolene skal bruges som en aktiv del af patienternes behandling og sikrer bedre mulighed for at få patienterne ud af sengen og mobiliseret under indlæggelsen.

Indkøbet af de mange nye lænestole sker efter et grundigt forarbejde af blandt andre Akutafdelingens fysio- og ergoterapeuter og de øvrige faggrupper, der arbejder sammen om de indlagte patienter.
Læs mere på intra
 

Optimering skaber effektive forløb og mindre bekymring

 
 

Færre ture til hospitalet, hurtigere afklaring og ikke mindst kortere tid til bekymring. Det er nogle af gevinsterne, efter at Kvindesygdomme og Fødsler på RH Viborg har ændret og optimeret patientforløbet for kvinder med såkaldt postmenopausal blødning – altså uprovokeret vaginal blødning efter overgangsalderen.

Med ændringen får patienterne med det samme tid til en udvidet undersøgelse, hvor de samtidig kan få taget vævsprøve fra livmoderen eller få fjernet eventuelle polypper. På den måde slipper kvinderne for en ekstra tur på hospitalet, ligesom ventetiden på svar forkortes.

- Når kvinder pludselig begynder at bløde mere end et år efter deres sidste menstruation, skal det undersøges for blandt andet at kunne udelukke kræftsygdom. Det betyder, at kvinderne automatisk ryger i et kræftpakkeforløb, og det giver selvfølgelig anledning til bekymring hos patienterne. Derfor er det ikke lige meget, om de skal vente nogle uger mere eller mindre på en afklaring, fortæller overlæge Reem Al-Taie fra Kvindesygdomme og Fødsler.

Sammen med afdelingslæge Mathias Gottshalck og kollegerne fra Kvindesygdomme og Fødsler har hun derfor kigget patientforløbet igennem og fundet frem til et mere effektivt set up.

Læs mere på hjemmesiden
 

Kendt ansigt bliver chefsygeplejerske i Karkirurgi

Helle Skytte bliver ny chefsygeplejerske i RH Viborgs Karkirurgi, som ved årsskiftet blev etableret som selvstændig afdeling. Helle Skytte er et kendt ansigt på hospitalet, hvor hun de seneste år har været chefsygeplejerske for den samlede Kirurgi. Afdelingsledelsen vil ud over chefsygeplejersken også tælle den kommende cheflæge.

Med Karkirurgi som selvstændig afdeling kommer organiseringen til at ligne situationen før Budget 2019, hvor Helle Skytte også var i afdelingsledelsen for både Kirurgi og Karkirurgi.
Læs navnenyheden på hjemmesiden
 

Vil du med på faglig date?

 
 

Sundhedsfagligt Symposium byder i 2023 på et nyt koncept, hvor der er speeddating på programmet. Derfor søges "faglige speeddatere", der har lyst til at fortælle kolleger om et projekt, en idé eller et udviklingstiltag.

HE Midts faglige festdag "Sundhedsfagligt Symposium" har rystet posen, og det betyder, at det årlige faglige symposium i 2023 både finder sted på hospitalerne i Viborg, Silkeborg og Hammel. Derudover er der kommet faglig speeddating på programmet. Det hele foregår den 11. maj 2023.
 
Ud over to fælles oplæg byder Sundhedsfagligt Symposium på speeddating. Her fortæller medarbejdere om deres erfaringer med forskellige projekter, idéer eller udviklingstiltag til inspiration for kollegaer.
 
Planlægningsgruppen bag Sundhedsfagligt Symposium søger lige nu medarbejdere, der har noget på hjernen eller hjertet, som kolleger kan have glæde af at høre. Det kan være et projekt, et udviklingstiltag eller bare en idé til faglig forbedring og udvikling. Det behøver ikke at være forskningsbasseret eller et projekt, der er færdigt.
Find mere info på intra
 

Konstituering af kvalitets- og forbedringschef

 
 
Kvalitets- og forbedringschef Mette Brænder Nørgaard har i en længere periode været fraværende på grund af sygdom i familien. Derfor er kvalitetskonsulent Vibeke Nørgaard Larsen konstitueret som stabschef i Kvalitet og Forbedring for at give en mere samlende og langtidsholdbar løsning for staben, indtil Mette vender tilbage.
Læs mere på intra

HE Midts interne kursuskatalog for foråret er på gaden

 
 
Vil du inspireres, blive klogere og lære nyt sammen med dine kolleger fra resten af hospitalsenheden?
 
Så tjek den nyeste version af HE Midts Interne Kursuskatalog. Her finder du masser af spændende og relevante kurser i foråret 2023.
Find kursuskataloget på intra
 

Kom med til digitaliserings- og inspirationsdag

 
 

Sæt kryds i kalenderen den 30. januar, hvor Sundheds-it inviterer til inspirationsdag om digitalisering på RH Viborg.

Bliv klogere på mobile apps, softwarerobotter, digitale spørgeskemaer, blanketter og bookingmuligheder. Få mere at vide om sygdomsforløb i MidtEPJ, eller bliv klogere på, hvordan digital forløbsguide fungerer, når Sundheds-it afholder inspirationsdag den 30. januar i mødelokale 21 og 22 på RH Viborg.

Her vil det være muligt på 10 stande at få et oplæg om 10 forskellige digitaliserings-tendenser i HE Midt. Der vil være syv tidssatte runder i løbet af dagen, hvor du kan vælge lige præcis de(t) emne(r), du har lyst til at høre mere om. Der er ingen tilmelding til inspirationsdagen. Du dukker bare op, når det passer dig bedst.

Læs programmet på intra
 

RH Silkeborg søger ny kiosklejer

 
 
Senest 1. maj skal kiosken på RH Silkeborg være i drift igen. Det er ambitionen, når HE Midt nu søger efter en ny lejer, der vil drive kiosken på i Silkeborg.
Kiosken på RH Silkeborg har været lukket siden august, da Sterk ApS blev taget under konkursbehandling. Siden er forskellige muligheder blevet undersøgt, og med annonceringen efter en ny lejer er der nu atter udsigt til kiosk på hospitalet.
Læs mere på intra

Lene Bastrup Jørgensen stopper i videnscenteret ViC

 
 
Efter tre år i spidsen for Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering (ViC) takker Lene Bastrup Jørgensen af som videnscenterleder og giver bolden videre.
 
Planlægningen af, hvordan ledelsen i ViC skal være fremover, er sat i gang. Forhåbningen er, at der allerede vil blive konstitueret en ny ledelse ved Lenes fratrædelse den 1. marts 2023. 
Læs mere på ViC's hjemmeside
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt | Ansvarshavende redaktør: Cecilia Honores Møller
Redaktion (tekst og layout): Winnie Axelsen Elmstrøm, Rikke Jungberg Pedersen og Rikke Dueholm
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen