Se nyhedsbrevet i browser
 
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 50 - 2022  
 

Hospitalsledelsens julehilsen 2022

 
 

Kære kolleger i HE Midt

2022 lakker mod enden, og vi vil gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle god jul og godt nytår.

I har – hver især og på mange forskellige måder – gjort en kæmpestor indsats til gavn for patienterne året igennem, og vi håber, at julefreden nu kan sænke sig hos jer og jeres nærmeste efter endnu et travlt arbejdsår.

Vi har året igennem været udfordret af, at det er blevet sværere at få ansat nye kolleger nok – nogle afdelinger er mere udfordrede end andre. Det har derfor været svært at opretholde aktiviteten, og vi har desværre stadig patienter, der venter på behandling hos os. Men vi ser også små tegn på, at det flere steder går bedre med at få besat stillinger i afdelinger og centre. Den seneste vakanceopgørelse for Region Midtjylland viser, at vi det seneste år har mere end halveret antallet af ubesatte stillinger i HE Midt, fra 133 sidste efterår til nu 66 ubesatte stillinger.

Stort tak til jer alle for at være gode kollegaer og gode ambassadører for jeres arbejdsplads og for at tage godt imod nye kolleger. Vi hører fra nogle af vores nye kolleger, at de vælger HE Midt som arbejdsplads på grund af hospitalsenhedens gode ry, og fordi de hører, at nye medarbejdere bliver taget godt imod her. Arbejdsglæden og trivslen i afdelinger og centre er meget vigtigt og synes nogle steder heldigvis at være i bedring efter et par hårde år med COVID-19, ventelister, eftervirkninger efter sygeplejestrejke og rekrutteringsudfordringer på hele arbejdsmarkedet. 

Læs hele HLs julehilsen på intra
 

Hvordan føles det mon at være direktør?

 
 

I uge 3 får alle ansatte mulighed for at prøve, hvordan det er at være direktør for en radius af tre meter. Det sker i forbindelse med kampagnen "3-meter reglen".  

Sikkerheden på vores fælles arbejdsplads starter med dig! Du kan nemlig være med til at forbedre både dit eget og andres arbejdsmiljø her og nu med 3-meter reglen.  

I uge 3 bliver alle regionens medarbejdere direktører for deres nærmeste tre meter. Hver enkelt medarbejder får i 3-meter ugen ansvar for arbejdsmiljøet i en radius af tre meter omkring sig og opfordres til at gribe ind, hvis arbejdsmiljøet ikke er godt nok.  

Retfærdigvis skal det siges, at 3-meter reglen ikke kun gælder i uge 3. Den gælder selvfølgelig hele året, men alle enheder i Region Midtjylland sætter fokus på 3-meter reglen i uge 3, 2023, og HE Midt deltager naturligvis i kampagnen.  

Arbejdsmiljøorganisationen i HE Midt bliver omdrejningspunkt for kampagnen, der retter fokus på betydningen af den enkelte medarbejders indsats og ansvar.

Læs mere om 3-meter reglen på intra
 

Forskere sammenligner arvelige kolesteroltilstande

 
 
Høje niveauer af kolesterolet lipoprotein(a) kan betyde lige så meget for risikoen for at udvikle hjertesygdom som den mere kendte arvelige kolesterolforhøjelse, familiær hyperkolesterolæmi. Det viser et nyt studie med lipidsygeplejerske fra RH Viborg i spidsen.
Læs om studiet på hjemmesiden

Silkeborg: P8 bliver forbeholdt patienter og pårørende

 
 
Fra 1. januar 2023 og 6 måneder frem gennemfører RH Silkeborg en prøvehandling, hvor parkeringsområdet P8 bliver forbeholdt patienter og pårørende. 
 
Medarbejdere henvises i prøveperioden til at parkere i parkeringshuset.
Læs mere på hjemmesiden
 

Silkeborgs tøjdepot flytter

 
 
Arbejder du på RH Silkeborg? Så vær opmærksom på, at du snart skal hente din daglige uniform i det nye tøjdepot. RH Silkeborgs tøjdepot flytter nemlig kort før jul i nye rammer.
 
Flytningen af tøjdepotet begynder mandag den 19. december og strækker sig frem mod onsdag den 21. december, og i flytteperioden vil der kunne hentes rene uniformer i både det nye og det gamle tøjdepot. Fra onsdag eftermiddag vil alle medarbejdere til gengæld skulle hente deres rene uniformer i det nye tøjdepot.
 
Flytningen er en del af en større ombygning af hele omklædningsområdet på RH Silkeborg, hvor der blandt andet indrettes ny omklædning til kvindelige studerende, ny herreomklædning og dameomklædning, nye toilet- og badefaciliteter og nye rammer til både rene og brugte uniformer.
Læs mere om flytningen på intra
 

Forstoppelsesskole afmystificerer forstoppelse

Drik rigeligt med væske, spis fiberrig mad, vær fysisk aktiv hver dag og gå på toilettet, når afføringstrangen melder sig.

Rådene til at undgå forstoppelse er simple, men de er ikke helt altid simple at overholde i en travl hverdag. Tusindvis af børn og unge i Danmark døjer med forstoppelse, mange i en sådan grad, at familierne opsøger lægehjælp for at afhjælpe det generende problem.

I Børn og Unge Klinik på RH Viborg mærker personalet også, at mange børn og unge lider af forstoppelse. I 2019 havde klinikken 1.500 henviste børn og unge med forstoppelse. Det gav anledning blandt medarbejderne til refleksion over, hvordan man kunne hjælpe familierne mere effektivt, og herved opstod Forstoppelsesskolen.

Siden november 2021 har Børn og Unge Klinik én formiddag hver måned afholdt Forstoppelsesskole for 3-12-årige børn og deres forældre – et tiltag, der er inspireret af et lignende tilbud i Hvidovre med oplysning til både børn og forældre om forstoppelse. Målet med skolen er at give familier en større viden om og at aftabuisere forstoppelse. 

Læs mere på hjemmesiden
 

Se datoerne for staff-meetings i HE Midt i 2023

 
 
Datoerne for staff-meetings i 2023 er klar til kalenderen.
Staff-meetings holdes som led i en fælles kompetenceudvikling i HE Midt.
De enkelte afdelinger og centre fremlægger forskningsresultater eller andre nyheder af tværfaglig betydning. Alle ansatte er velkomne.
Find datoerne på intra

Kom gratis på Folkeuniversitetet

 
 
Har du lyst til at blive klogere i løbet af vinteren, så kan du igen tilmelde dig udvalgte kurser på folkeuniversitetet ganske gratis. Tilmeldingen åbnede mandag den 12. december 2022. Du kan vælge ét kursus per semester (altså ét hvert halve år) via Region Midtjyllands tilbud. Når puljen er opbrugt, lukkes der for tilmelding.
Find info og program på intra
 

HE Midt rydder op i de fysiske arkiver

 
 
500 tons arkivmateriale er i disse dage ved at blive gennemgået på hospitalerne i Skive, Hammel, Silkeborg og Viborg. Alle de gamle fysiske arkiver skal ryddes op i HE Midt, og bevaringsværdigt materiale skal sendes videre til Statens Arkiver.  
 
De ældste patientjournaler fra HE Midts fysiske arkiver har over 100 år på bagen, mens de nyeste er fra 2011. I 2012 overgik hospitalsenheden til digitale arkiver, og en ny æra begyndte. Alting bliver derfor i dag gemt elektronisk i dag – blandt andet i en elektronisk patientjournal (EPJ).  
 
9 kilometer hylder med gamle fysiske journaler er samlet set blevet fundet frem fra gemmerne, og der har været og er stadig et stort arbejde i gang med at gennemgå og sortere materialet.  
 
Arkiverne overgår således fra at have fungeret som behandlingsarkiv til at blive et forskningsarkiv. Det bevaringsværdige arkivmateriale kan om 100 år bruges, hvis en forsker for eksempel ønsker at undersøge, hvordan sundhedstilstanden var før 2011.
Læs mere om oprydningsprojektet på intra
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt | Ansvarshavende redaktør: Cecilia H. Møller
Redaktion (tekst og layout): Winnie Axelsen Elmstrøm, Rikke J. Pedersen og Rikke Dueholm
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen