Kære kolleger i HE Midt
2022 lakker mod enden, og vi vil gerne benytte lejligheden til at ønske jer alle god jul og godt nytår.
I har – hver især og på mange forskellige måder – gjort en kæmpestor indsats til gavn for patienterne året igennem, og vi håber, at julefreden nu kan sænke sig hos jer og jeres nærmeste efter endnu et travlt arbejdsår.
Vi har året igennem været udfordret af, at det er blevet sværere at få ansat nye kolleger nok – nogle afdelinger er mere udfordrede end andre. Det har derfor været svært at opretholde aktiviteten, og vi har desværre stadig patienter, der venter på behandling hos os. Men vi ser også små tegn på, at det flere steder går bedre med at få besat stillinger i afdelinger og centre. Den seneste vakanceopgørelse for Region Midtjylland viser, at vi det seneste år har mere end halveret antallet af ubesatte stillinger i HE Midt, fra 133 sidste efterår til nu 66 ubesatte stillinger.
Stort tak til jer alle for at være gode kollegaer og gode ambassadører for jeres arbejdsplads og for at tage godt imod nye kolleger. Vi hører fra nogle af vores nye kolleger, at de vælger HE Midt som arbejdsplads på grund af hospitalsenhedens gode ry, og fordi de hører, at nye medarbejdere bliver taget godt imod her. Arbejdsglæden og trivslen i afdelinger og centre er meget vigtigt og synes nogle steder heldigvis at være i bedring efter et par hårde år med COVID-19, ventelister, eftervirkninger efter sygeplejestrejke og rekrutteringsudfordringer på hele arbejdsmarkedet.
|