Karkirurgien på RH Viborg og RH Silkeborgs gavlbyggeri er blandt de områder, som regionsrådet har afsat midler til i Region Midtjyllands netop vedtagne budget for 2023. Budgettet tilfører derudover 101 millioner kroner til regionens hospitaler.
- Overordnet set glæder jeg mig over, at karkirurgien er blevet prioriteret i det kommende års budget. Det er helt afgørende i forhold til den udviklingsplan, vi arbejder på for karkirurgien og for den fremtidige udvikling af specialet, vurderer hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen.
Han noterer sig samtidig, at gavlbyggeriet i RH Silkeborg fortsat er en del af regionens byggeplaner.
- Det er et vigtigt og tiltrængt byggeri, som vil få stor betydning for både vores patienter og vores medarbejdere, så det ser vi meget frem til at fortsætte arbejdet med, siger Thomas Balle Kristensen.
Han finder det samtidig væsentligt, at hospitalet tilføres godt 13 millioner kroner til øvrige udfordringer men understreger samtidig, at beløbet ikke kan dække de merudgifter og ubalancer, der trænger sig på. Det videre arbejde med hospitalets budget for 2023 bliver vanskeligt og kommer til at kræve svære valg og prioriteringer, konstaterer hospitalsdirektøren.
|