Se nyhedsbrevet i browser
 
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 20 - 2022  
 

Hospitalsledelsens klumme

 
 
Karkirurgien i Region Midtjylland drøftes og diskuteres i medierne for tiden. Det har stået på siden 28. april, hvor en ekstern analyserapport af karkirurgien bestilt af Region Midtjylland blev offentliggjort. Rapporten indeholder en række anbefalinger om den fremtidige organisering og udvikling af karkirurgien i Region Midtjylland. Samtidig peges på en række alvorlige problemstillinger i regionens karkirurgiske indsats. Ifølge rapporten er der et lavere aktivitetsniveau for amputationsforebyggende indgreb og et højere antal amputationer i Region Midtjylland end i Region Nordjylland og den jyske del af Region Syddanmark lagt sammen.  
 
I hospitalsledelsen ser vi på sagen med dyb alvor. Og vi har, siden den eksterne analyse blev offentliggjort, arbejdet sammen med blandt andet afdelingsledelsen i Kirurgi, relevante fagfolk og ledere på at skabe overblik over de problemstillinger, som analysen påpeger. Det er nødvendigt at få den fulde indsigt i datagrundlaget for at drage de relevante konklusioner i forhold til, hvor og hvordan vi fremover skal sætte ind for at udvikle karkirurgien.  
 
Vi er fuldt bevidste om, at det kan rejse spørgsmål og usikkerhed, når karkirurgien bliver diskuteret i medierne, som det sker i øjeblikket. Det er især alvorligt, når der opstår bekymring og utryghed blandt tidligere og nuværende patienter. Og vi ved, at situationen også giver anledning til spørgsmål og bekymringer blandt medarbejdere. Derfor er det vigtigt at understrege, at medarbejderne i karkirurgi har ydet og yder en god faglig indsats til gavn for patienterne. Det har vi fuld tillid til. Det er også vurderingen i den eksterne rapport. Men den peger på, at den karkirurgiske kapacitet burde være større.  
 
Vi er i tæt dialog med afdelingsledelsen om situationen – og vi orienterer løbende medarbejderne. Det fortsætter vi med således, at medarbejderne ved besked om de initiativer og tiltag, der kommer til at ske på området og den yderligere viden, vi finder frem til.  
 
I sidste uge på et ekstraordinært møde besluttede Forretningsudvalget i Region Midtjylland, at der skal igangsættes en række initiativer til at styrke karkirurgien i regionen. Initiativerne handler blandt andet om at øge kapaciteten til forebyggelse blandt de karkirurgiske patienter, plan for udvikling af den samlede karkirurgi i regionen samt yderligere analyse af det datamæssige grundlag. Initiativerne vil i den kommende tid blive behandlet og besluttet politisk.  
 
Vi står til rådighed for spørgsmål – send gerne mail til os via: hospitalsledelsen@midt.rm.dk
 

Opgradering af RIS/PACS-systemerne i Silkeborg og Hammel

 
 
RH Silkeborg/Hammel får nye billeddiagnostiske it-systemer. RIS/PACS-systemerne, der bruges til billeddiagnostiske undersøgelser, skal opgraderes i Røntgen og Skanning i Silkeborg/Hammel i løbet af Kristi Himmelfartsferien.  
 
Opgraderingen af RIS/PACS-systemerne finder sted fra lørdag den 28. maj til søndag den 29. maj og medfører et meget kortvarigt nedluk af systemet, mens der bliver skiftet fra gamle til nye systemer. Men det er så kortvarigt, at det ikke forventes, at nogle brugere når at opdage det. Derfor er det ikke nødvendigt at følge en nødprocedure for bestilling af billeddiagnostiske undersøgelser i forbindelse med udskiftningen af systemerne.  
 
Patienter kan fortsat få foretaget billeddiagnostiske undersøgelser under udskiftningen af RIS/PACS-systemerne.  
 
Planen er, at opgraderingen er færdig i løbet af Kristi Himmelfartferien, og at de nye systemer er klar til brug mandag den 30. maj.
Læs mere på intra
 

Medarbejdere på rundtur i den nye sterilcentral

Ved opbygningen af den nye sterilcentral på RH Viborg bliver klinikken involveret i processen. Derfor har medarbejderne fra Sterilcentralen været på besøg i nogle af de nye rammer for at se, hvordan byggeriet skrider frem.
 
Der var højt humør, smil og summen i gruppen af medarbejdere fra Sterilcentralen, da de for nylig blev vist rundt på byggepladsen ved Atriumgården for at se, hvordan opbygningen af den nye sterilcentral skrider frem.
 
Atriumgården skal i ombygningsperioden anvendes til at huse en midlertidig sterilcentral, som bygges som et lukket rum inde i atriumgården. Den midlertidige sterilcentral skal kunne det samme som den permanente sterilcentral, og derfor bygges den op inden ombygningen af Sterilcentralen. Samtidigt inddrages et større areal ved Atriumgården til støttefunktioner for Sterilcentralen, herunder kontorarbejdspladser.
Læs mere om ombygningen på intra
 

Patienternes advokat gennem 40 år

 
 
Sygeplejens kerneopgaver og patienternes tarv har i 40 år været omdrejningspunktet for sygeplejerske Inger Aakjær Lauritsens arbejdsdage. Som ung og nyudlært begyndte hun sit arbejdsliv på hospitalet i Skive, hvor hun i mange år var en del af lungeafsnittet, inden hun skiftede til Akutafdelingen i Viborg. Her nyder patienter og kolleger i dag godt af hendes erfaring og fortsatte engagement.
Læs mere på intra

Dyt båt! Lastbiler for børn kommer på besøg på RH Viborg

 
 
Lørdag den 21. maj kommer "Lastbiler for børn" med op til 10 lastbiler, som bliver parkeret på parkeringspladserne langs Heibergs Allé ved RH Viborg. Her viser chaufførerne de flotte lastbiler frem for de indlagte børn. Øvrige børn, der er tilknyttet hospitalet, er også meget velkomne til at kigge forbi. Børnene må i dagens anledning kravle ud og ind af lastbilerne lige så meget, de har lyst til, og de må få lov at dytte og båtte. Arrangementet foregår fra klokken 10 til 12, og formålet er at give indlagte børn et pusterum fra indlæggelsen.
 
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt | Ansvarshavende redaktør: Cecilia Honores Møller
Redaktion (tekst og layout): Winnie Axelsen Elmstrøm, Rikke Jungberg Pedersen og Rikke Dueholm
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen