Se nyhedsbrevet i browser
 
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 16 - 2022  
 

Silkeborgs gavlbyggeri er under planlægning

 
 

Nye og moderne sengestuer og klinikker bliver resultatet, når der i løbet af de kommende år bliver bygget til og om på RH Silkeborg. Planlægningen af det såkaldte gavlbyggeri er i fuld gang, og forventningen er, at håndværkerne for alvor kan rykke ind på hospitalet næste år.

I alt 900 nye kvadratmeter skal bygges til og cirka 2000 af hospitalets eksisterende kvadratmeter bygges om i større eller mindre omfang. Byggeriet skal blandt andet sikre større og bedre rammer om Diagnostisk Centers sengeafsnit og klinikker.

De nye kvadratmeter skal bygges til som tre etagers tilbygning i gavlen af den eksisterende bygning 3, og både nybyggeri og ombygning kommer til at kræve både input, planlægning og fysiske rokader. Derfor tog HE Midts Byggeri og Projekt i begyndelsen af året hul på en omfattende brugerproces, som skal sikre, at alle faggrupper og funktioner bliver taget med på råd i forbindelse med planlægningen af byggeriet.

Når brugerprocessen er slut i løbet af foråret eller forsommeren fortsætter arbejdet med at få hyret rådgivere, projektere byggeriet og sende det i licitation, inden selve byggeriet kan gå i gang i 2023.

Læs mere på HE Midts intranet
 

HE Midt genoptager Forskningens Døgn

 
 

Kom og bliv klogere på forskning inden for sundhedsvæsnet, når hospitalerne i Viborg, Silkeborg og Skive åbner dørene i forbindelse med Forskningens Døgn.

Efter to år med aflyste arrangementer på grund af Covid-19 er HE Midt igen klar til at afholde Forskningens Døgn. I Silkeborg finder Forskningens Døgn sted mandag den 25. april, mens det i Viborg og Skive afholdes torsdag den 28. april.

Se programmerne på hjemmesiden
 

RH Viborg ansætter cheflæge til Akutafdelingen

 
 
HE Midt har ansat Karen Kudsk som cheflæge i Akutafdelingen på RH Viborg. Karen Kudsk er speciallæge i gastroenterologi og hepatologi og begyndte i november 2020 på en merituddannelse i akutmedicin.
 
Siden 2017 har hun arbejdet som afdelingslæge på Medicinsk Afdeling på RH Viborg, indtil hun i august 2020 skiftede til en stilling som uddannelsesansvarlig overlæge i Akutafdelingen.
Læs mere på hjemmesiden

Ny lektor udnævnt på VCR i Viborg

 
 
Forsker Erhard Trillingsgaard Næss-Schmidt er den 1. april tiltrådt i et lektorat med specielt fokus på forskning på Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR) i Viborg.
 
Stillingen er en fælles stilling mellem Afdeling for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, og HE Midt. Lektoratet er for en 5-årig periode. Erhard Trillingsgaard Næss-Schmidt har været ansat på RH Hammel Neurocenter siden 2013 og på VCR siden 2020. 
Læs mere på intranettet
 

Projekt om livets afslutning hædres med endnu en pris

 
 

Projekt Livets afslutning, som er et samarbejde mellem Viborg, Skive og Silkeborg Kommuner, de praktiserende læger, Dansk Selskab for Patientsikkerhed og HE Midt, er blevet hædret med ’Den Gyldne Tråd’ af magasinet Kommunal Sundhed. Prisen blev uddelt på KL’s Sundhedskonference 2022 i Kolding den 20. april 2022.

Projektet blev i marts tildelt Danske Regioners pris for Årets Borgerinddragende Initiativ.

Formålet med Projekt Livets Afslutning har været at styrke mulighederne for, at den enkelte borgers ønsker for livets afslutning kan efterleves, og at det sker i tæt samarbejde med borgeren, de pårørende og det sundhedspersonale, der er involveret undervejs.

Projektet har haft fokus på, hvor vigtigt det er, at afslutningen på livet bliver på borgerens egne præmisser.

Læs mere om Den Gyldne Tråd
 

Hjælp med at gøre HE Midt grønnere

 
 
Har du en idé til et projekt, der kan gøre jeres afsnit eller klinik mere bæredygtigt, så er det nu, du kan søge midler i HE Midts Bæredygtighedspulje.  Afdelinger og centre kan søge op til 30.000 kroner til initiativer, der kan gøre HE Midt grønnere.
 
Midlerne kan bruges til at undersøge eller afprøve nye lokale tiltag, som kan mindske klimapåvirkningen fra de daglige procedurer og arbejdsgange.
Læs hvordan du søger midler fra puljen

Klinik for Lungesygdomme flytter på plads

 
 
Den 20. april flyttede Klinik for Lungesygdomme fra rød ende af etage 11 til blå ende på samme etage på RH Viborg.
 
Flytningen har været planlagt siden klinikken flyttede delvist til Viborg i december 2020, men inden indflytningen i den blå ende af etage 11, skulle lokalerne renoveres. Dette arbejde er nu færdiggjort, og klinikken flytter nu ind i de nyrenoverede lokaler.
Læs mere om flytningen på intranettet
 

Forebyggelse af atrieflimren er vigtig hos patienter med hjertesvigt

Resultaterne fra en ny ph.d.-afhandling foretaget af Nicklas Vinter, der er læge og klinisk assistent i Diagnostisk Center, viser, at udviklingen af atrieflimren efter en diagnose med hjertesvigt er forbundet med en betydelig sygdomsbyrde og reduceret levetid. Denne patientgruppe er mere syge og lever i kortere tid end patienter, der alene er diagnostiseret med hjertesvigt.
Læs mere på hjemmesiden
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt | Ansvarshavende redaktør: Cecilia H. Møller
Redaktion (tekst og layout): Winnie Axelsen Elmstrøm, Rikke Jungberg Pedersen og Rikke Dueholm
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen